Dag til dag levering*

Gratis levering i hele Danmark*

4,4 stjerner på Trustpilot

70100226

trading@verdo.com

Nyttig info om træpiller
Nyttig info om træpiller

Nyttig info om træpiller

Det er langt de færreste, der oplever problemer, når de fyrer med træpiller. Processen er forholdsvis ukompliceret, og de moderne pillefyr er brugervenlige og passer langt hen ad vejen sig selv. Der er derfor sjældent brug for det helt store gennemsyn flere gange årligt, og du vil hurtigt opdage, hvor lille en indsats det kræver af dig at få et stort udbytte af dit pillefyr.

Skulle du alligevel løbe ind i problemer med dit fyr, kan du næsten være sikker på, at det drejer sig om indstillingen og/eller installationen af fyret eller kvaliteten på de træpiller, som du anvender. En træpille af dårlig kvalitet kan nemlig medføre større askeproduktion, hvilket kan have en negativ indflydelse på pillefyrets funktion og ydelse.

Læs med her, hvor du kan blive klogere på, hvad du kan gøre for at undgå dårlige træpiller. Vi giver dig nemlig en række gode råd, som du kan gøre brug af, næste gang du skal investere i træpiller til dit pillefyr.

Træpillernes effektive brændværdi

Træpillernes effektive brændværdi

Som det første kan du kaste et blik på træpillens effektive brændværdi. Ved at gøre dette kan du lettere afgøre, om der er tale om en træpille af god kvalitet. Den effektive brændværdi er nemlig et udtryk for den mængde energi, som en træpille kan levere. Brændværdien afgøres af, hvor meget vand og aske der er i træet.

De bedste træpiller har et maksimalt indhold af 0,4% aske og maksimalt 7% vand. Er dette tilfældet, leverer en træpille 4,9 kWh/kg.

Træpillens sammensætning

Træpiller er helt konkret træ, der er presset sammen, og som ved afbrænding afgiver energi. Den energi kan du så bruge til at opvarme dit hjem med. Men som vi allerede har nævnt, er det essentielt, at træpillen opfører sig, som den skal under afbrænding. Og her er træpillens sammensætning afgørende. Herunder finder du derfor de fire vigtigste ting i træpillens kemiske sammensætning, som du skal være opmærksom på, når du vurderer kvaliteten af en træpille.

Vandindhold

Selvom vand er en helt naturlig del af træ, skal du alligevel være opmærksom på, hvor meget vand en træpille indeholder. Indholdet af vand har nemlig stor betydning for træets effektive brændværdi. Når træet afbrændes, fordamper vandet, og hvis vandindholdet er for højt, vil det skade energiniveauet, mens du samtidig risikerer flere belægninger i skorstenen. Du kan dog ikke undgå et vist indhold af vand i træpiller, så gå efter et vandindhold på 6-8%. Så er du sikker på det bedste resultat. En tommelfingerregel er, at du bør styre udenom træpiller, der har et vandindhold på mere end 10%.

Askeindhold

Træpiller efterlader helt naturligt restproduktet aske ved afbrænding. Og her handler det om at investere i en træpille, der afgiver så lidt aske som muligt. Der kan nemlig være stor forskel fra træpille til træpille. En premium træpille afgiver ca. 0,3% aske, mens en standard træpille afgiver ca. 5%. Finder du en træpille, der har en høj effektiv brændværdi og dermed et lavt indhold af vand, vil denne afgive den mindst mulige mængde aske.

Askesmeltepunkt

Slagger er det, der sker, når asken fra træpillerne klumper sig sammen - en proces, som kan nedsætte effektiviteten af dit fyr. Derfor er askesmeltepunktet meget vigtigt at kende til, så du kan undgå, at der kommer slagger i dit pillefyr. Gå derfor efter træpiller med et askesmeltepunkt på over 1.200 °C.

Vægtfylde

Vægtfylden i træpiller afhænger af, hvor hårdt pillen er presset sammen: Jo hårdere den er presset, jo mindre vil den fylde, mens den stadig vil afgive den samme mængde af energi. Har du derfor begrænset plads til opbevaring af træpiller, er det en god idé at købe træpiller, der er presset ekstra hårdt. På den måde kan du opbevare den samme energi på mindre plads. Desuden har dette ikke nogen indflydelse på prisen af træpillerne, da denne beregnes pr. kg.